Indtast søgeord..
 

Rune Christensen

 Side 1/1 
Den danske kunstner Rune Christensen (1980) arbejder i glødende farver på sine helt udfyldte lærreder, hvor nærmest ikoniske menneskefigurer eller vilde dyr i synes fastfrosne midt i en fortælling. Mønstre, teksturer og tekstiler skildres med detaljeret perfektion, og inspiration fra mange lande og kulturer ses i hans værker.

Som selvlært maler med graffitibaggrund er Rune Christensen godt berejst og har samlet sin visuelle inspiration fra hele verden, og måske derfor kan kompositionen i hvert enkelt værk synes enkel og statisk (som i et stort murmaleri) men det er komplekst i den måde, hans personer bærer og fremhæver symbolikken, samt i den meget detaljerede malemåde. I tidligere værker har tatoveringer haft en fremtrædende plads; disse mærker af social status, dedikation til bestemte ting, løfter om kærlighed som vi præger ind i vores kroppe.

Samtidig minder tatoveringerne også om den kultur, Rune Christensen selv er udsprunget af: Graffiti- og streetmiljøet, hvor tatoveringer er vigtige statements over hvem du er og hvad du står for. I mange af disse værker er den portrætterede persons mund tildækket, så beskuerens blik kun mødes af personens blik og så huden og de nøje malede omgivelser.

Det synes næsten som om personerne i Rune Christensens værker er ude af stand til at bruge ord, deres dekorationer er det eneste sprog, de har til at formidle deres følelser og kommunikere med hinanden og os på. Ordløse og til dels kulturløse repræsentationer af noget almenmenneskeligt i et appellerende visuelt sprog har for Rune Christensen været vejen til et meget stort publikum, hvilket er imponerende, al den stund han er vokset op i en lille by i Danmark, men med resten af verden under huden og i sit hjerte. I sine seneste arbejder er fladen ofte fyldt ud med menneskefigurer, med et klart ikke-dansk etnisk præg, der bærer forskellige ting på f.eks. fade. Et tigerhoved, en kande, et menneskehoved. Helt konkret serveres disse ting på et fad rundt omkring i figurationen – det er op til dig som beskuer at finde ud af hvorfor. Disse værker har et meget internationalt præg, personerne synes nærmest egyptiske, som de skildres på Ægyptens gamle kander etc., og i takt med at Rune Christensens karriere tager fart, udstiller han da også mere og mere i verdens storbyer og på internationale messer.

Hans visuelle sprog har stor appeal, det er farverigt og kan tolkes af mange forskellige kulturer. De er ikoniske, piktogrammer over nogle menneskelige relationer og positioner. Symboler og mønstre er nemlig en vigtig del af fortællingerne i hans værker, idet hvert enkelt ansigt, hver enkelt person, er forholdsvis anonym. Det er ikke et portræt af enkeltpersoner eller grupper, vi ser, det er statements af symbolsk karakter, og derfor har de så stor international bevågenhed. Og så er hans malerier mystiske – du ved ikke rigtig hvad der er på spil, hvad det er, han vil sige, og især i hans senere arbejder fremstår menneskegrupperne underligt fremmedgjorte og lidt uhyggelige. En ophobning, en samling… af levende mennesker, der opfører sig som et stilleben, mennesker på et fad.