Indtast søgeord..
 

Volkano

 Side 1/1 

Den tyske kunstner Volkano (født 1981) har studeret grafisk design og illustration i Hamburg, men er herhjemme mest kendt for sine meget realistiske oliemalerier af børn med døde fugle på hovedet eller med råt kød spændt om ansigtet.

Nogle umiddelbart absurde motiver, der dog straks giver mening, når man begynder at se nærmere efter og identificere meningen med dem. For hvad er det barnet repræsenterer? Uskyld selvfølgelig, men også barnets ret og pligt til at være… ja netop, barn! Og hermed bliver det også åbenlyst, at Volkanos værker handler om de vanskeligheder, der ligger i at gå fra barn til voksen – og at han skildrer de ritualer, barnet skal igennem for at opnå kompleksiteten i voksenlivet. Hans kunstneriske univers afslører tabet af blødhed og uskyld som en direkte følge af indgangen til voksenalderen. At holde fast i et barns sind er et tabt slag og vi kan ikke kaldes voksne før barndommens uskyld er blevet forvandlet til voksenhed. Dette er en universel, tidløs og global udfordring for ethvert menneske – og Volkanos påstand er at vi taber vores egentlige essens i denne forvandlingsproces, vi fjernes fra os selv.

De døde dyr, det rå kød, bælterne – alle er de symboler for det rå voksenliv, ufriheden, at være låst fast, som vi alle påtvinges gennem skolegang og opdragelse og ikke kan undslippe.

Volkanos dybt symbolske billedsprog formidler således helt konkret den svære overgang fra barndom til voksenliv. Hans mærkelige portrætter beretter om det smertefulde i denne rejse, og om den barske virkelighed, barnet skal finde sin plads i. Man kan sige at hos Volkano er forsøget på at vokse op lige så råt og blodigt som et stykke kød. Og børnenes ansigter udtrykker den sorg, skam og apati, som et offer har. Volkano spejler fjernelsen af vores fri stemme og umiddelbare glæde, idet vi vokser op, og i tilpasningens navn øver vold på os selv. Og der er ingen tvivl om, at den tabte uskyld er forbundet med melankoli og tristhed og at han i sine stærke værker både viser os dette, og sin egen sorg og vrede over tabet.

Billeddannelsen er så stærk fordi den viser opvækstens undertrykkende ritual så konkret og samtidig så smukt. Volkano er en fabelagtig oliemaler, og selv helt tæt på er malerierne uendeligt betagende og teknisk veludførte side om side med de makabre sammenstillinger af stille, passive barneansigter og de uønskede udsmykninger og overvældende byrder af råt kød og døde dyr, de bærer på. Børn kan ikke undslippe – de er omgivet af voksnes kontrol og krav, bæltet spænder dem fast! Sådanne billeder rammer lige i hjertekulen.

Men han viser også transformationen som metamorfose: Du skal dø en symbolsk død for at genopstå som et nyt væsen. I mange kulturer er knogler en almindelig metafor for den mentale forandring, og det skal jo til; det ved vi alle. Vi må ofre noget for at komme hen hvor vi uundgåeligt skal hen. Set i det lys kan man anskue Volkanos værker som en allegori for ofring, et tema som ses i mange religioner og myter verden over og har en tidløs aktualitet.