Indtast søgeord..
 
Fri fragt*Gælder ikke indrammede værker

Hvem er Alessandro Painsi?

Hvem er Alessandro Painsi?
Artwolfsen:
”Hvordan kom du ind i kunstverden? Hvordan fik du lyst til selv at skabe kunst?”

Alessandro Painsi:
”Jeg kom jo fra en anden kunstnerisk branche. Jeg var på uddannelsen til at blive industrial designer i Østrig, men jeg droppede ud og flyttede til Danmark, da jeg var 17 år gammel på grund af professionel latindans faktisk. Og så dansede jeg i Danmark i to år – 10 år i alt men to år her i Danmark med min danske partner. Og så stoppede jeg det, fordi det var for teknisk, det var.. det gik ikke den retning, som jeg havde forestillet mig, at det skulle gå. Og så skulle jeg finde ud af, okay hvad gør jeg nu med mit liv. Jeg havde brugt 10 år af mit liv på at blive den bedste danser, jeg kunne. Jeg havde brugt hele min ungdom på en ting, flyttet til Danmark for det, og så er det væk. Så begyndte jeg bare at male lige pludselig igen.”

Artwolfsen:
”Du siger, du begyndte at male igen? Havde du malet tidligere?”

Alessandro Painsi:
”Når man er industrial designer, maler man jo også. Det er også en kreativ uddannelse. Og som barn maler man jo også. Jeg tror ikke, der er nogen, der ikke har malet i deres liv. Men så begyndte jeg på det igen. Så startede min kæreste Frida et sted, der hed Street Station, som var sådan et ungdomssted for unge kunstnere mellem 15 og 19 år. Og så kontaktede jeg Frida og spurgte, om jeg kunne komme forbi, om der var plads. Det var et mega lille studio. Studiet var ca. halvdelen af kaffebaren (refererer til kaffebaren i North Urban Art Studio), og der var 12 mennesker, der arbejdede derinde. Det var fuldstændigt cramped. Og så fik jeg sådan én kvadratmeter plads, ved dørene der gik ud til toilettet – det var den eneste plads, der var tilgængelig. Og så startede jeg der, så sad jeg bare der på gulvet på en kvadratmeter med et lærred, der var en en kvadratmeter. Så malte jeg. Det var fedt, spændende og anderledes. Og jeg synes, det var cool, at det var mig selv, der kunne bestemme, hvad det var, jeg gerne ville kreere. At det ikke var nogen andre, der skulle fortælle mig, du skal gøre tingere på den måde, fordi der er ikke nogen ..man kan ikke måle kunst jo, der er ikke nogen sådan ting, det her er bedre end det her. Du skal virkelig bare gå efter det, du selv synes er godt. Det kunne jeg godt lide i det. Og så ja, så begyndte jeg bare og stoppede ikke.”

Artwolfsen:
”Det kan vel også noget? Det med at man er på en begrænset plads, kun har mulighed for at have ét enkelt lærred foran sig ad gangen og tvunget til at prioritere og grovsortere?”

Alessandro Painsi:
”Ja, helt klart. Og jeg havde jo ikke nogen penge dengang, var fuldstændig broke, jeg gik jo på IB uddannelsen her i Aalborg på Hasseris Gymnasium. Og fordi jeg dansede før, så havde jeg ikke tid til at arbejde, fordi vi rejste jo hver weekend, trænede seks gange om ugen i Århus. Jeg boede i Frederikshavn, så vi kørte til Århus hver dag for at træne, så det var ret stramt. Så skulle jeg ringe til min mor og spørge, om hun kunne sende mig penge, for jeg vil gerne købe et lærred. Og hun var bare sådan: nej, slap af, hvorfor det? Det behøver du da ikke?. Men hun sendte penge, og så havde jeg lige præcis til at købe lærred og maling. Jeg har ikke meget plads eller mange materialer, jeg skulle bruge det lille, jeg kunne få fingrene i. Det var fedt, det var mega mega cool, fordi jeg var ligeglad med, om det blev til noget eller ej. Der var ingen forventninger, jeg vidste jo heller ikke, om jeg kunne sælge min kunst. Jeg kommer fra en lille by, der var ikke kunstnere med undtagelse af kunsthåndværkere, der solgte lysestager til 30 euro/200 kr., det var ikke noget, man kunne leve af. Du skulle hellere være tømrer eller maskinmester, det var et rigtigt arbejde. Jeg vidste slet ikke, hvordan den her kunstverden fungerede.”

Artwolfsen:
”Hvad inspirerer dig til at lave kunst? Det er sikkert mange forskellige ting, men er der et sted, du kan gå hen, eller noget du kan gøre, hvor du ved, at du finder inspiration?”

Alessandro Painsi:
”Jeg synes, social media – uden tvivl. Jeg synes hele ..vores generation, vi bruger vores telefoner hele tiden. Jeg har min til at ligge her, du har din til at ligger der, selvfølgelig også fordi du optager nu. Men vi har vores telefoner på os hele tiden, og vi har mulighed for at se, hvad der foregår i resten af verden, hvis vi vil. Udstillinger, Ukraine ..så jeg synes helt sikkert, social media er en kæmpe inspirationskilde, og jeg tror også, at hvis der er kunstnere, der siger, at de ikke bruger deres telefon til inspiration, så lyver de. Og selvfølgelig er det også sådan ..at se hvad andre folk gør, hvad gør andre kunstnere, hvad gør fotografer og arkitekter, fodboldspillere, graphic designere, og hvad synes man er fedt – så filtrerer man jo og bygger sit eget univers op. Også fordi det er gratis, Google er også gratis, Youtube er gratis, så du kan få al den information, du vil fra hele verden, uden at du skal give f.eks. 100 kr. for det. Og det, synes jeg, er ret fedt. Det er demokratisk også.”

Artwolfsen:
”Søger du mest efter eksperimenterende og nymoderne kunst, eller kigger du også på klassiske kunstværker?”

Alessandro Painsi:
”Jo, altså en god blanding. Jeg er virkelig ikke kritisk over for det kunst, jeg søger efter. Jeg har lige fundet en mega fed kunstner ..han hedder Blinky Palermo, en tysk kunstner, født 1943 og døde i 1977. Han er sådan lidt overset i kunstverdenen, faktisk. Det er lidt sjovt, men jeg synes, han er fremragende, fandt ham bare tilfældigt på social media. Han er virkelig, virkelig cool, synes jeg, fordi han har skabt noget mellem dekoration og kunst – og det er også det, jeg er i gang med lige nu. Der er mange kunstnere, der laver kunst som dekoration – og det er ikke dårligt ment, overhovedet, men det er bare noget helt andet. Mark Rothko, Picasso – jeg elsker, alt hvad de gør. Richie Culver, som er en mega stor kunstner lige nu. Jeg er ligeglad med, hvornår kunsten er blevet skabt, hvem der har skabt den, eller hvad der er blevet skabt – jeg kan bruge det hele igennem mine filtre. Men Blinky Palermo, synes jeg, er cool. Jeg har lige spurgt, om han har et værk til salg, men de er ret dyre, desværre.”

Artwolfsen:
”Hvilke nye projekter arbejder du på for tiden?”

Alessandro Painsi:
”Jeg arbejder lige nu på en helt ny serie af malerier ..for jeg blev sådan træt af at male på den helt minimalistiske, abstrakte måde ..hvor jeg bare tænkte, at der skal ske forandringer, og jeg synes, at man som kunstner heldigvis har mulighed for at ændre på sin stil og sine ting. Og hvis man kigger ..historisk set, er de kunstnere , der er blevet størst, dem der virkelig også har været villige til at forandre sig og ikke bare gøre dem samme i 30, 40 eller 50 år.
Så lige nu arbejder jeg på en ..har jeg taget faktisk ud af mine gamle malerier, som jeg synes var mega spændende, og finde ud af, om jeg kan eksperimentere med det her videre. Og så kom jeg i den her retning, hvor jeg arbejder med striber for tiden, og hvordan man kan lave nogle værker, der er spændende i forhold til det – uden at det er noget, sådan landskab eller lignende. Hvordan sætter man farver sammen, hvordan kan forskellige materialer, hvordan kan forskellige muligheder blive skabt i en proces, hvor du faktisk har arbejdet med lige linjer. Så det er det, jeg arbejder med lige for tiden.
Og så har jeg også sådan samarbejde med en designer lige nu, og hun er designer for Rhude og en skokollektion for Zara. Vi har snakket og lavet et samarbejde – det er dog helt i starten nu, så vi er ikke kommet så langt. Rhude kommer fra Amerika, og ham der har det, han er faktisk 30 år gammel, har har lige sagt nej til at job for Chanel og til et samarbejde ned Nike. Hende designeren, jeg arbejder med, har lige sagt nej til en fuldtidsstilling som designer for Moncler. Hun er så cool, hun var også forbi og lave et hurtigt projekt. Vi ville gerne lave noget sammen, der var sådan lidt anderledes i forhold til materialer ..og sådan lidt det materiale, der er vores generation ikke, det er IKEA. Når du flytter på kollegieværelse har du IKEA derhjemme, når du flytter og er en ung familie, som min, har du jo meget IKEA, det har man jo bare. Og så købte vi mega mange IKEA dyner og tænkte, hvordan kan vi gøre noget med dem, der sådan isolationsmærssigt, der er anderledes og spændende, og så kom vi bare op med det (refererer til installation i Painsis del af North Urban Art Studio). Ideen er at fylde et helt galleri eller museum, så folk skal kravle igennem og komme ind over. Er det overhovet muligt? Det er vores projekt. Vi har nogle ideer til, hvor det kunne passe godt ind, men det kan jeg ikke komme nærmere ind på endnu.”