Indtast søgeord..
 

Erik Bille Christiansen

 Side 1/1 
I 1983 debuterede Erik Bille Christiansen på Kunstnernes Efterårsudstilling, og i 1987havde han sin første særudstilling. Herefter begyndte karrieren at tage fart. Erik arbejdede med vilde penselstrøg, et ekspressivt udtryk, dybe og mørke jordfarver, og mange lag maling. Tidligere i sin karriere arbejdede Erik Bille Christiansen med religiøse temaer, kampe, korsfæstelser, motiver fra Biblen samt græsk mytologi. Fra slutningen af 1990’erne til ca. slutningen af 00’erne bar værkerne ofte præg af katastrofehistorier. Inspirationen kom fra f.eks. 11. september og tsunamien i 2004, og ”kaos” var et tema der blev set i værkerne. Efter perioden med katastrofer kastede han sig ud i et projekt, som han længe havde ønsket at arbejde med; nemlig Jesus’ lidelseshistorie, korsvejens 14 stationer. Under dette arbejdet blev Erik ramt af en blodprop i hjertet og en efterfølgende depression. Efter en længere tids pause genoptog han arbejdet, som dog undervejs fik et lidt anderledes udtryk end først tiltænkt – det blev med en mere dyster undertone, end oprindeligt tiltænkt. Herefter arbejdede han med skildringer af skrækindjagende karakterer, mørke og forvrængede ansigter. Denne serie gav han navnet ”Face to Face”.

I kølvandet af sygdom, religiøs højtidelighed, død, ødelæggelse, kaos, katastrofe og senest de forholdsvis dystre portrætter, skete der et skift i Erik Bille Christiansens motivvalg. Som for at male sig ud af elendighedens tema og starte med fornyet kraft og optimisme, begyndte han i slutningen af 2010 at male Anders And og resten af holdet fra Andeby. Efter en række indledende studier af de forskellige karakterer, som blev vist på en udstilling i Galerie Birch i 2011, gik han over til at sætte Anders And ind i en kunsthistorisk kontekst. Han har så at sige sendt Anders And ud på en mission, et eventyr igennem gamle mestres værker med hyldest, humor og nysgerrighed som både middel og mål. Erik Bille Christiansen døde i 2017.